Kære dejlige blog, dagbog, tænketank, arkiv, ja kært barn har mange navne.
Som overskriften så fint beskriver, så vil jeg snakke/skrive lidt om hvad der sker for tiden. Grunden til at jeg ikke har været så aktiv er fordi jeg har haft travlt med alt muligt andet. Så nu kommer det...
Der har været mange grunde til at jeg ikke har fået delt mine tanker og følelser, oplevelser og udfordringer med dig. Jeg har været meget udfordret på det personlige plan både mentalt og fysisk.
For det første.....
Vi havde træningsweekend her i sidste weekend og det gik okay. Altså det dårlige var at ingen hørte efter når vi træende håndbold, men vi havde nogle super hyggelige stunder med Bingo og fri leg. Så til pigerne sagde jeg, at jeg ville stoppe med at træne dem, hvis det ikke blev bedre med respekten både til mig men også til hinanden. Så lige nu går meget af min tid med at tænke over: går det bedre? Vil jeg det her? Og ved I hvad? Jeg har forældremøde i aften med forældrene til pigerne hvor vi skal snakke om netop dette emne. Men ved I hvad? JEG VIL DET HER! Jeg giver mig selv 110 % hver gang. Planlægger, underviser og udfører træningsprogrammer, teoritimer og praksis, også når jeg ikke får noget tilbage, føles det hele lige meget. Men jeg er meget opsat på AT GENNEMFØRE DET HER!
For det andet.....
Min bedstemor blev her for en uges tid siden indlagt på Hospitalet med en "mislyd" på hjertet. Så jeg har været rimelig nede siden da, fordi hun ryger ind og ud af hospitalet. Dog ikke så tit, men hun har været der et par gange.... :-(
Det næste emne er virkelig svært for mig at skrive om uden at fælde en tåre. Min mor blev natten til sidste mandag kørt med ambulance til Roskilde Sygehus med stærke smerter i siden. De har siden fundet ud af, at hun har/havde nyresten....... Hun har fået dem fjernet nu, men stadig væk, det var ret skræmmende at opleve. :-(
De to sidste ting har som sådan ikke noget med mig at gøre, personligt. Alligevel har det ramt mig dybt, mest af alt de følelser som jeg ved de to pårørende er igennem.
Min venindes far er død. Lige nu hvor jeg sidder og skriver ordet død, løber det en kold og isnende følelse ned af ryggen. Det er et emne som alle kender, men ingen rigtigt snakker om. Hvorfor skulle man også det? Død er et frygteligt ord, og selvom vi en dag alle skal dø, er det da ikke noget man skal tænke over. Man skal leve livet - og som jeg Justen Timberlake siger i "Mirror" : "Yesterday is hisotry- tomorrow is a mystery" .
Den anden ting vil jeg egentligt ikke komme ind på nu, men en anden bekendt har oplevet noget meget frygteligt som også har ramt mig meget, især fordi det er en jeg snakker vildt godt med...
Som I nok kan se og læse, sker der lige nu alt for mange ting, og oven i alle de ting og planer (mål,ambitioner) som jeg har i forvejen er det svært for mig, at overskue alt det her. Selvfølgelig er jeg ikke trist dagen lang, for jeg har både min familie og håndbold til at muntre mig op, men der er da nogen dage hvor dynen bare skriger efter mig og hvor jeg ønsker at gemme mig væk og glemme det hele.
Sådan nogle dage har jeg rimelig tit her for tiden, men jeg tager mig sammen og gør det der forventes af mig. Nogle gange forventes der bare for meget, hvor jeg bare lukker mig inde og egentligt ikke har lyst til at lave noget, OVERHOVEDET! Men det er bare ikke tid eller mulighed for. Min uge er som regel pakket med en masse ting, nogle ting som er uundværlige og nogle ting som bare er der. Også mine weekender er booket. Eks denne weekend vi kommer ind i nu:
* Fredag: Håndbold 17-19, derefter gæster.
* Lørdag: Fodbold fra kl. 10-13, Arbejde 14-18
* Søndag: Håndbold fra 8-15.
Som I nok kan se, er der ikke meget plads til "hygge" eller "afslapning" foran TV'et. Det kan godt være det lyder 'dovent', men nogle gange er det at være doven OKAY! Og det har jeg brug for lige nu.........
Nu var det her et langt indlæg om mine følelser og tanker, og jeg kan godt forstå hvis I, læsere, synes det er virkelig uinteressant, men for mig, er det bare dejligt at skrive mine tanker og følelser ned. Jeg håber selvfølgelig ikke på, at jeg bliver nødt til at skrive sådan et langt indlæg igen, men sådan er jeg, og hvis du ikke kan lide det, så lad vær' med at læs' min blog!!! :-)
Min omgangskreds siger at jeg er på vej til stress. Men når jeg siger/skriver for mig selv hvad det er jeg laver, fylder det bare ingenting, så jeg føler mig svag, hvis jeg ikke kan gennemføre noget til min standard. Jeg bliver sur og irriteret, og lukker måske mere ned end normalt.
Jeg er et meget "privat" menneske, jeg lukker kun folk ind som jeg stoler på, og som jeg ved ikke vil "forlade" mig. Jeg kan ikke lide at snakke om mig selv, jeg HADER det, men jeg begynder at mærke at det måske bliver mere nødvendigt, fordi jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med alle de her tanker og følelser?
Så kære blog, tak fordi du er der som mit arkiv, dagbog og fotoalbum. Du er nu ret fantastisk.
- M
