Jeg har det meget svært her for tiden. Da jeg sådan noglelunde var kommet ovenpå efter mine forældres skillsmise, blev min mor indlagt med tarmslyng (først). Senere fandt de ud af, at der var gået hul på tarmen. Så min mor røg fra udskrivning til indlæggelse med livet hængende på en tråd. Det er så forfærdeligt at min mor måske skulle dø, og tanken strejfer mig stadig, hvor heldig jeg er over at hun er i live. Det kan godt være vi skændtes og ikke er enige, men hun er stadig min mor. I den tid hun var indlagt, var min søster og jeg hos min far. Jeg elsker min far, og jeg var super glad for at vi kunne være hos ham, og han gav os styrke og tryghed, nu hvor min mor var for syg til at tage sig af os. Min far er helt fantastisk og jeg elsker ham mere end nogen anden. Tro mig, jeg elsker også min mor, men jeg tror mere jeg er en fars pige;).
Når, men min mor fik det bedre og jeg besøgte hende et par gange på hospitalet. Både med min far og søster, men også sammen med min mormor og moster. Det var hårdt i starten, mest fordi hun havde slanger over det hele, men også fordi, hvem har lyst til at se deres mor være så syg?
Hun blev udskrevet her for nogle dage siden, og nu er vi hos min mor igen, efter en super hyggelig og lang påskeferie hos min far. Det er lidt mærkeligt at være hos min mor, mest fordi nu havde jeg været hos min far i mange uger og fordi hun stadig ikke er 100% frisk og rask. Men jeg har min søster, så det skal nok gå....
Udover problemer med familien, kører det ikke for godt på veninde-fronten. Misforstå mig ikke, jeg har et par stykker som jeg virkelig stoler på og elsker, men jeg føler ikke, at de kan sætte dem selv i mit sted, når jeg fks. forklarer om hvordan jeg har det osv. Jeg føler de prøver, men nogle gange føler jeg mig bare.. Ja.... Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde denne følelse. Ikke forbigået, men måske lidt overset. Som om folk tænker, "Ej, det er længe siden hendes forældre blev skilt, hun er nok over det". Men sandheden er bare" Nej, det er jeg squ ikke!!". Jeg tror kun det er skillmisse-børn på min alder, der kan relatere til mine følelser og dilemmaer. Jeg siger ikke, at jeg skal have opmærksomhed hele tiden, fordi sådan er jeg ikke som person, men nogle gange ville det da være rart hvis folk trak en til side og spurgte om hvordan det gik, og man bare kunne få lov til at græde det ud eller på en anden måde få bugt med ens indre. For det gør squ ondt indeni! Når jeg tænker på det der er sket, og min sitiuation, kommer der en klump i halsen og jeg kan mærke tårene presse sig på i øjenkrogen.
Men også når jeg tænker på mine veninder, så får jeg også," sådan lidt du ved", ikke dårligt, men trist tror jeg det er det rigtige ord. Fordi, Sara og jeg, føler jeg altså, jeg kan jo ikke sige hvordan Sara har det. Vi snakker ikke sammen mere. Og jeg har prøvet at sprøge hende, om jeg havde gjort hende noget eller sorget hende, hun sagde nej, men jeg mener at bedsteveninder ikke bare går fra at snakke sammen hver dag til slet ikke at snakke. Jeg ved ikke om det er mig der er blevet skør, men jeg savner hende virkelig. Hun var den jeg kom når jeg var ked af det, sur, irriteret, havde brug for en pause eller bare havde brug for at se hende smile, sådan så jeg også blev glad. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere, fordi jeg føler jeg har prøvet at tage kontakt til hende, men at det ligesom ikke rigtgt er det samme som før. Som om der mangler noget! Vi kan ikke rigtig snakke sammen eller være sammen, uden jeg føler det er akavet. Vi var jo ude at spise dagen efter surpricen, altså på vivaldi til Brunch, som jeg betalte som en del af hendes gave, ikke fordi jeg hænger det op på penge eller noget, men vi kunne ikke snakke sammen og havde svært ved at indlede en samtale. Jeg forstår det ikke. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort. Men jeg håber snart vi finder ud af, men måske ikke, og det den uvished der knuser mit hjerte. Fordi vi var så tætte og nu ser det ud som om vi aldrig kommer til at snakke igen....
Ellers har jeg nogle gode veninder, så som Anne, Yanina og Yasmin. De er der for mig, og jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg sætter pris på dem. Jeg har også Marie, som er en super sød pige, som jeg også kan snakke med. Faktisk har vi søgt samme linje på gymnasiet, så krydser fingrer for at vi lander det samme sted. :)
Det var super dejligt at skrive mine følelser ned for jeg. Det kan godt være i ikke kan bruge det til noget, men for mig var det godt at skrive.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar